Grønningen

 

Kristofer Hultenberg

"Et billede er et usikkert område ... alt kan ske på fladen, og jeg garanterer for, at det hele ikke er lige rart."

Sådan beskriver Kristofer Hultenberg sin kunst. Hultenberg, der arbejder i både mindre og større skala, er født i 1971 i Lund og gik et år på Kunstakademiet i Stockholm, inden han fortsatte sin uddannelse ved Kunstakademiet i København.

Hans værker lægger sig mellem den konkrete kunst, arkitekturtegningen og illustrationen. De præcist aftegnede, næsten minimalistiske former og skarpe konturer synes at henvise til noget virkeligt uden for fladen, men ved nærmere eftersyn viser der sig at være noget galt. Hans billeder giver ikke nogen mening, men befinder sig i et Limbo, et uafgjort sted. Nogle dele af billederne 'forurener' eller forstyrrer han for derved at skubbe billedet i nye retninger. Denne subtile leg med noget fremmed og tilsyneladende velkendt spiller han over til betragteren, der gribes af en produktiv undren.

 

Tekst: Lisbeth Bonde