Grønningen

 

Den 26. november 2017 anmeldte Politikens Mathias Kryger udstillingen Grønningen 2017 i Den Frie Udstillingsbygning (Hvad vil I os, Grønningen?). To af Grønningens medlemmer, Bjørn Poulsen og Ib Monrad Hansen, giver nedenfor deres kommentarer til anmeldelsen.


Hvorfor er værket ikke nok?
Bjørn Poulsen, formand

Overskriften på Mathias Krygers kritiske anmeldelse af årets Grønningen-udstilling i Den Frie Udstillingsbygning er et spørgsmål: ”Hvad vil I os, Grønningen?” For det har han mildt sagt meget svært ved at se. For ham at se, stritter udstillingen i for mange retninger til, at han kan finde hoved og hale i det.

Da anmeldelsen former sig som et spørgsmål, vil jeg forsøge at svare kort på den i form af et modspørgsmål: Hvorfor er værket ikke nok? Allerede i indledningen indrømmer M.K. nemlig retfærdigvis, at udstillingen rummer mange gode værker, men tilføjer så: ”Det er ingen klar motivation for at vise dem.”  

Her er det så at kæden hopper af, for hvis en udstilling rummer gode kunstværker, som kunstnerne har arbejdet med i intentionen om at udveksle meningsfulde udsagn med verden, så ligger motivationen bag også at udstille værket selvfølgelig implicit i den kendsgerning, at de er fremstillet.

Grønningen er en kunstnersammenslutning, der er bygget op om den enkelte kunstners værk. Igennem sammenslutningens hundredårige historie er kunstnerne blevet inviteret til at deltage som gæst eller medlem, ud fra en oplevelse af deres værks kvaliteter, i højere grad end om der var et stilistisk eller ideologisk fællesskab. Dette princip gælder stadig. Der er således ikke en bestemt ide eller motivation bag udstillingen, men fyrre ideer og motivationer, én for hver af de udstillende kunstnere. Det betyder selvfølgelig, at udstillingen peger i mange forskellige retninger, men denne diversitet ser vi i Grønningen ikke som et problem, men blot som en afspejling af kunstscenen I dag, hvor mange forskellige udtryk sameksisterer, uden at man kan udpege en bestemt dominerende trend.

Tilsyneladende har publikum heller ikke det store problem med denne mangfoldige udstillingsform. Der sættes pris på en kvalitativ sortering, men få lader til at efterlyse de oppustede og postulerende udstillingskoncepter, som kunstlivet allerede er så fyldt af.

Så når M.K. spørger: ”Hvad vil I os”, så kan man også vende den om og spørge: “Hvem er os”? Et bredere publikum eller en yngre generation af kuratorer?

Vi modtager gerne kritik, men vi håber at Grønningen fremover ikke vil blive bedømt på fraværet af tematiske koncepter, vi ingen intentioner har om at forfølge, men i stedet på det vi faktisk forsøger; at skabe et værdigt åndehul for kunstnernes værker i al deres indbyrdes forskellighed.

 

Formpluralisme og værktænkning
Ib Monrad Hansen, kunstner i Grønningen

Det er sjældent, at en anmeldelse, som jo i traditionel forstand ofte ser det som sin opgave at udrede ting, ender i et stort spørgsmål. Det gjorde Mathias Krygers anmeldelse af Grønningens igangværende udstilling i Den Frie Udstillingsbygning.  Det store finalespørgsmål var: Hvad vil I os, Grønningen? Det vil jeg da gerne prøve at komme med et par bud på.

Fra udstillingen fremhæves fem værker. Det var jo ikke så lidt. Det er da sjældent, at man går på udstilling og så ved fem lejligheder har fået noget præsenteret, som har grebet en i de sansende og/eller reflekterende organer. Så det er da blandt andet det, vi gerne vil. At en hvilken som helst kan gå ind og få sig en oplevelse, og måske kan tage noget med hjem og lade sig inspirere af eller gruble over. Det er jo enhver visnings uomtvistelige store banale fordring, at nogen med interesse skal se på det, man viser.

Det er også sandsynligt at andre mennesker end anmelderen med samme berettigelse ville komme hjem med fem helt andre ting i bagagen, for Grønningens udstilling er en åben struktur med lige så mange udtryk, som der er kunstnere. Og her nærmer vi os det væsentlige, nemlig strukturen, som er den bagvedliggende specifikke mekanisme, der genererer de enkelt Grønningen-udstillinger. Det er altså hverken et ideologisk, kunstpolitisk, særæstetisk eller pædagogisk projekt, men et strukturelt.

Grønningens udstillinger vil per definition altid pege på to helt væsentlige ting. For det første at vi lever i en verden, hvor mange former og udtryk er nødt til at kunne være til stede samtidig. Og for det andet, at der inden for hver af disse former samtidig findes et kvalitetsbegreb, der gør nogen og noget bedre end andet. Vi må altså både i kunsten og i verden forfægte pluralismen, altså mangfoldigheden af individuelle standpunkter, men i samme bevægelse gennem værket hævde, at ikke alt er lige fedt. Man kunne kalde dette for tolerant dynamik. Enhver kunstner må jo på sit værksted, på bekostning af alle mulige andre måder at gøre det på skærpe netop sin egen modus, men må så samtidig lære at leve med, at andre gør præcis det samme. Det var det, der kom ud af det tyvende århundredes mange ismer og avantgarder: at kunstbegrebet blev atomiseret, hvorfor vi i dag står med en multitude af udtryk. Og det er da, selv om det stritter lidt, smukkere end hvis totalitarisme af den ene eller den anden art havde sat sig på bevidstheden og æstetikken. Ud fra den betragtning har anmelderen helt ret, når han siger, at Grønningen altid er det samme.

Kirkegaard sagde: ”Stil er altid i sin vorden”. Stilen overgår simpelthen til et dogme, hvis den ikke er i bevægelse, og ser man grundigt efter kunne man med lige så stor berettigelse påstå, at Grønningen netop i kraft af strukturen aldrig er den samme. Tiden går i sine forskellige tern gennem Grønningen. Kunstnere dør og nye kommer til.

Grønningen er på den måde en evolutionsmaskine, som gennem årtierne er i skred med kulturen, og lige nu i det 21. århundrede står verden altså heldigvis et sted, hvor kulturen morfer mangfoldigt.

Dette 21. århundredes approach gror nemlig helt automatisk ud af Grønningen, fordi de mange arbejdsudvalg, som har valgt gæster og kunstnere gennem tiderne, deres formelle divergenser til trods, har opretholdt et tværæstetisk kvalitetsbegreb. Der er derfor i Grønningen ingen form, der er kvalificeret eller diskvalificeret på forhånd. Enhver form har principielt potentiale, hvis den er godt tænkt og skarpt udført.

Det er det, vi dyrker, når vi udstiller i Grønningen-regi.

Det er klart, at en så åben struktur afstedkommer et til tider kaotisk udtryk, men det står vi ved. Uden at slå for hårdt på analogien mellem verden og kunsten, kan man jo heller ikke ligefrem påstå, at verden fremstår særligt ordnet. Andre udstillingsformer kan så med succes tage sig af at kuratere stramt ud fra tematikker eller særlige formelle præferencer, hvor kunstnere og værker instrumentaliseres i en overordnet intention, der som regel har et institutionelt ophav. Men man må ekskludere sig frem, hvis man gerne vil have at tingene fremstår mindre flossede. Man må, som man siger, føre en stram udlændingepolitik. Det gør vi ikke i Grønningen. Vi har ingen formalismehygiejne – vi tænker snarere, at hvis folk laver noget godt og interessant, må det se ud, som det vil.